Lilian

Jeg skal lige fortælle om en mærkelig oplevelse jeg havde den sidste søndag, før jeg skulle hjem.
Jeg var som sædvanlig i kirke i Mirakelcentret. Jeg var til morgengudstjeneste som er kl. 9, og fortsatte så med den næste gudstjeneste kl. 1/2 11, de har 4 hver søndag.
Mens jeg sad der blandt 7000 sorte mennesker, og fulgte med i hvad der skete på senen, kom der pludselig ud af mængden en lille pige gående direkte hen imod mig.Jeg hæftede mig ikke synderligt ved det, og hun satte sig ca. 3 pladser fra mig, men hun ville mig noget, kunne jeg mærke, men gjorde ingenting, fuldte bare med i gudstjenesten, som er en fest hver gang.
Pludselig sad hun helt ved siden af mig, og sagde" hello madam," og jeg spurgte hvad hun hed, hun svarede Lilian. Jeg spurgte hvor gammel hun var, hun svarede 11 år. Jeg havde en underlig fornemmelse om at det der skete ,ikke var et almindelig møde, men at Gud havde et eller andet igang, jeg ikke vidste hvad var.Jeg spurgte hende om hun boede i nærheden, hvotil hun svarede, at det gjorde hun ikke, hun gik langt hver søndag for at komme til Mirakelcentret, for det var hendes eneste håb.Jeg spurgte hvor hun boede, og hun svarede at hun fik lov at bo i et hjørne ved en veninde, da hun ingen far, mor og søster havde længere, de var døde af Aids, for 3 år siden, så hun var helt alene, og havde kun Jesus at håbe på vil gøre et mirakel for hende.
Mit hjerte bankede som vildt, jeg forstod ikke helt hvad der skete, men et eller andet brændte sig ind, og jeg var desperat over at jeg ikke havde et sted og kunne putte hende ind og hjælpe hende, jeg havde ingen penge, jeg kunne ikke gøre noget, men det var heller ikke det hun spurgte om.
Fra den dag har jeg haft et brændende ønske om at lave endnu et børnehjem, og denne gang kun til forældreløse piger.Det brændte sig ind, da hun var en yndig lille pige, som var veludviklet, og lige til at misbruge, og der var ingen der tog vare på hende, jeg var ved at blive tosset.Forstod slet ikke helt hvad der skete. Pludselig, sagde hun farvel, hun skulle gå, og jeg tænkte som en tosset, men sad bare der og ingenting kunne gøre. Så gik hun. Lige i det samme kom Innocent, jeg var helt ude af det, men sagde til ham, om han ikke kunne løbe efter den lille pige der gik der henne, jeg pegede, og han sprang afsted, men hun var væk.Jeg vidste ikke hvad der skete med mig, jeg var ved at gå op i lys lue, hvad var det her for noget. var hun virkelig?? eller var det en engel?? eller var det Gud der talte, og ville at jeg skulle starte endnu et hjem???, der sad jeg og var i total forviring, og kunne intet gøre, det var frygtelig. Jeg glemmer det aldrig.
Jeg har ikke kunnet glemme denne episode, og brænder for at lave et hjem for forældreløse piger, når jeg kommer til Uganda i Oktober.
Jeg sagde til Innocent, hvordan jeg havde det, og om ikke godt han ville holde øje efter hende, og det var jo ikke nemt, han så hende jo ikke forfra, men kun bagfra på lang afstand.
Men jeg glemmer hende aldrig, om hun var rigtig, eller hun var en engel, Jeg ved det ikke. Men et ved, jeg skal have lavet et hjem til nogen af disse frygtelig udsatte piger, før eller siden.Det står fast.