Hjemme igen

Jeg har fuldstændig glemt at skrive på bloggen, til en kvinde mindede mig om det. Så nu vil jeg prøve at tage en opsamling fra sidst, for der er sket et hav siden sidst.
Jeg kan se at sidste gang jeg skrev, var d. 15/4, og det var dagen før jeg skulle rejse hjem, efter 3 måneder i Uganda.
Vi kom jo også afsted til lufthavnen, og jeg var der i god tid, så Innocent kunne bare køre hjem igen, behøvede ikke vente i flere time, bedst at han kom hjem mens det var lyst, da der i mill. biler på vejen, og i mørke er det faktisk et marreridt at køre.
Jeg ventede og ventede og pludselig begyndte de at sende noget i fjernsynet om et vulkanudbrud på Island, som voldte store problemer, men jeg skænkede ikke det en tanke, at det kunne berøre mig.
men da tiden kom, jeg skulle tjekke ind, fik jeg den besked at hele Eouropa var lukket i en askesky, og at der var ingen fly der kunne lande der. De foreslog at finde et hotelværelse til mig, og så se hvordan det så ug i morgen. Jeg var total chokeret, skulle bare hjem, og alle var klar til at hente mig, og væer hjemme og byde mig velkommen tilbage til Danmark efter 3 måneder i Uganda.Men nej.Jeg satte mig, og tænkte mig om, og besluttede at sådan en askesky ikke lægger sig på et døgn, så jeg kunne lige så godt ringe efter Innocent igen. Godt jeg havde lidt aiertime på mobilen, for ellers kunne jeg ikke det.
Han blev meget chokeret og ked af det på mine vegne, men sagde at han ville komme så hurtigt som muligt, for at hente mig tilbage til Kampala, og mit dejlige hus.Det var en underlig situation, og nu kom han alligevel til at køre i mørke. Der er 50 km. fra Kampala og til Enteppe, hvor lufthavnen er, men da vejene ikke er dansk standard, tager det ca. 4 gange tiden at køre dem, end i Danmark.
Men han kom, var glad for at se mig, men ked af at at jeg ikke kunne komme hjem til min familie. Det var en mærkelig situation, men sådan var det, og det måtte vi bøje os for.
Hjemme igen, var det som jeg ikke hørte til, jeg havde afleveret al arbejdet, havde sagt farvel, og ingen vidste hvor lang tid det ville tage.Lyspunktet var at internetforbindelsen som normal er meget dårlig, var lige som skruet op i omdrejninger. I Afrike hører du intet nyt fra Eouropa, så jeg måtte selv søge oplysninger hver dag hvordan det så ud. Jeg gik på Jyllandspoaten og Billund lufthavn, og kunne der følge hvad der skete. Ellers sad jeg bare der, og hørte ikke til, det var væmmelig, selvom jeg havde det godt. jeg var da glad for at jeg ikke hængte i et hotelværelse, til en masse penge.
Der gik 5 dage, som føles som et år, men så fik jeg at vide at jeg kunne komme med til Brussel, men det var ikke sikker jeg kunne komme videre til Danmark. Ville jeg det, måtte jeg selv tage ansvaret for det sidste hjemtransport, og selv betale.
jeg takkede ja, og tænkte på måske et tog til hamburg, og videre derfra. Anne Grethe og Lisbeth, to af mine piger, sad og undersøgte forbindelser fra Brussel, for om de kunne give mig en plan når jeg var nået dertil.
Men Gud er bare så god, da jeg var tjekket ind, kom der er sms fra Anne Grethe, at de ville lukke op til Danmark fra Brussel kl 3 om natten, hvor jeg kom til Brussel kl. 6, så nu var der håb for at jeg kunne flyve hele vejen.
Sådan gik det også, og jeg takke Gud for at han fløj mig hele vejen hjem, for da vi var landet i Billund, lukkede de igen, og der stod Lisbeth med flag og blomst alene og tog imod mig.Mærkelig, men jeg var hjemme.Hvilken omsor Gud har, om du blot vil drage afsted, når han befaler.
Lisbeth kørte mig de sidste 300km. hjem, hvor Anne Grethe var klar med kaffe, og havde prøvet at få lidt liv i huset, efter 3 måneder alene, og det i en vinter man ikke har set i mange år. Peter min dreng havde fået en god varme på, og der var pyntet op med flag overalt til at byde mig velkommen hjem. Det var bare såååå dejligt.Jesus siger Frygt ikke, og hvor det også gælder idag.