Fredag.

Tidlig op fredag morgen, for at være klar til at taxien kommer og kører mig til Ekvator, og ud i buschen.
Jeg skal ud at se det jord Frank har købt, jeg skal se hvor han bor. jeg skal se det hus han lige er færdig med at bygge, og se om han kan gøre det, og gøre det ordentlig.
Det er første gang, han arbejder selvstændig, siden han kom ud af skolen, derfor er jeg meget interreseret i at se, om han har lært at gøre tingene profesonelt, da han er udlært murer, og jeg vil gerne se, om det er noget der kan bruges til noget.

Det var bare så skønt at se bygningen. Det var virkelig godt lavet, han har forstået, og han kan gøre det. han fortalte om gode sten og dårlige sten, han er murer, og hvor er jeg glad på hans vegne.
Vi var også nede at se hvor de laver de gode sten, og hvad de koster at købe, hvis ikke han har tid selv at lave dem.
Til sidst var vi hos hans gamle bedstefar, som ejer det hus, som Frank har boet i når han havde ferie fra skolen, og som han igen bor i nu, og betaler kostpenge. men det er meget dejligt, for så er maden klar når han komme hjem fra arbejde.

Så blev jeg overrasket, han tog mig med om bag huset, der havde han lagt en kæmpe sæk søde kartofler, som han selv har avlet. Det skulle være en gave til Agape 3, for den gave han har fået til køb af jord. Han havde tænkt meget over hvad han skulle gøre, han måtte bare velsigne andre, når han selv var blevet så velsignet. jeg blev så glad så glad, og gav ham et ordentlig knus, og takkede ham af hele mit hjerte, og sagde til ham at han havde hjertet på rette plads. Giv og der skal gives jer. Det er lutter velsignelse.

Så de fik læsset den store tunge sæk, jeg tror 100 kg, og så skulle vi tilbage til Kampala, men skulle nu rundt om Lugala, til hjemmet med gaven.

Da vi kom ud til børnehjemmet, blev Millie meget overrasket over at se så mange søde kartofler, og så høre at det var en gave fra Frank. De elsker søde kartofler, men de er meget dyre at købe, så det får de næsten aldrig, men nu skulle de spise mindst 14 dage, ren luksus. Mille sagde til Frank at han ville blive en rig mand, da hun ved, at hvis vi giver, vil der blivet givet til os, og hun ønskede Guds velsignelse over ham, i alt hvad han gør.

Så kørte vi igen, og fik noget at spise, og så var det hjem, jeg trængte til at hvile.
Frank tog igen en boddaboda ind til byen, han havde nogle ting han skulle ordne, nu han var i Kampala.

Dagen er gået, og det har bare været så velsignet alt sammen. Tak for i dag.